HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2017

Læs mere

Denne artikel blev færdiggjort søndag i forbindelse med deadline for den trykte udgave af Bryggebladet. Udtalelser fra politi og livreddere er givet før den anden drukneulykke var kendt. Læs mere om den anden drukneulykke.

UNG MAND DRUKNET I HAVNEBADET

Ung mand fra Brønshøj druknet fredag nat. Liget først fundet lørdag aften.

BRYGGEBLADET 11.08.2004 - Lørdag aften var hele Havneparken fyldt med glade, festende mennesker under den årlige Kulturhavn. Havnebadet var i strålende sol fyldt til randen hele dagen, og ingen anede noget om den tragedie, der var foregået aftenen forinden, hvor en ung mand på 20 år druknede.

Ifølge vagthavende hos politiet havde den druknede fredag aften været i byen med tre kammerater, og sent fredag nat var de alle kravlet over hegnet til havnebadet for at bade. De tre kammerater kunne efter deres egen badning ikke finde den 20-årige og foretog sig intet, da de troede han var taget hjem.

Dagen efter afleverede vennerne den 20-åriges tøj hos forældrene. De kontaktede senere på dagen politiet, der sendte tre sportsdykkere ned i havnebadet.

Dykkerne fandt sent lørdag aften manden under en af pontonerne. De tre sportsdykkere og deres leder var i forvejen på havnefronten som en del af Kulturhavnsfestivalen, og de kunne reagere hurtigt på politiets henvendelse.

De tre sportsdykkere måtte efter fundet af liget køres til Rigshospitalet for at modtage krisehjælp.

Politiet betragter ulykken som en almindelig drukneulykke, men kunne ved Bryggebladets deadline ikke sige noget om, hvorvidt den druknede var kommet til skade, eller hvad han eventuelt var påvirket af.

Politiet mener heller ikke, at ulykken giver anledning til at revidere sikkerhedsreglerne i havnebadet. Faktisk er det ifølge vagthavende fuldt lovligt at bade i havnebadet om natten, når der ikke synligt er opstillet forbudsskilte imod, det på samme måde som det er lovligt at bade fra de danske strande, også når livredderne er taget hjem. Det er dog stadig ikke under nogen omstændigheder lovligt at bade i Københavns Havn uden for havnebadet. Da Bryggebladet snakkede med overbademester i havnebadet Anders Myrhøj lørdag formiddag (før den tragiske drukneulykke var blevet opdaget, red.) fortalte han, at livredderne altid er ekstra opmærksomme i weekenderne, hvor en del gæster har alkohol i blodet.

Livredderne er klar over, at havnebadet bliver brugt om aftenen efter lukketid, og Anders Myrhøj understregede derfor flere gange, at badning om aftenen foregår helt på eget ansvar.

På Islands Brygge og blandt tilskuerne til Kulturhavnsfestivalen verserede lørdag aften et rygte om, at den druknede var en otte-årig dreng. Ifølge vagthavende var rygtet baseret på et sammentræf, idet politiet faktisk på samme tid ledte efter en otte-årig, der var forsvundet og sidst set i havnebadet. Han blev dog hurtigt fundet i god behold. kls

Links til andre nyheder:

På bryggebladet.dk den 10. august 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 11. august 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk           Ses bedst i 1024x768  ·  Copyright © 2003-13 Bryggebladet